Murcia

(6)

Europas frugthave! Her dyrkes ikke kun mange citrusfrugter og tomater, men også vindruer. Og alligevel er Murcia et af de mindre kendte vinområder i det sydøstlige Spanien, beliggende mellem Andalucien og Valencia. Vi er altså tæt på Middelhavskysten. Denne region er hjemstedet for Monastrell-druen.

Klimaet

Med tanke på at vi nu befinder os ved Middelhavskysten, så er det ganske fugtigt og varmt. Temperaturen kan nå helt op på de 45 grader, men med de svale vinde fra kysten, giver det gode forudsætninger for god vinavl, især for de blå druer, hvorfor den oftest forekommende drue er Monastrell. Som land har Spanien mindre nedbør end så mange andre lande, hvilket fører til et lavere afkast, og derfor er Spanien kun det tredje største vinproducerende land i verden - selv om dyrkningsarealerne er de største i verden.

Appellationer

Som region er Murcia i sig selv ikke en appallation, men inkluderer tre forskellige DO (Denominación de origen) appellationer. Som tidligere nævnt er den klassiske drue i disse områder Monastrell, som giver frugtige og robuste rødvine.

Yecla

I den nordøstlige del af Murcia finder vi Yecla området, der i 1975 fik sin DO. 85% af vinplantagerne her domineres af hoveddruen Monastrell. Vinrankerne er plantede ca. 500-800 meter over havet og vinene er oftest frugtdrevne, mørke og prisvenlige.

Jumilla

Lige syd for Yecla ligger Jumilla, som med sine høje kvaliteter og kvantiteter nok er det mest kendte Murcia område. Det er også det ældste DO i Murcia; Jumilla fik sin DO i 1966. Også her dominerer Monastrell som drue, her med 80% af vinrankerne.

Bullas

Til sidst har vi Bullas, som omfatter en større del af Murcia. Bullas ligger i den nordvestlige del af Murcia og blev etableret som DO i 1994. Med tanke på, at området fylder en større del af Murcia, så plejer man at inddele Bullas i tre dele: den centrale, den vestlige og den nordlige. Den centrale del af Bullas er en smule lavere beliggende med sine ca. 500-600 meter over havoverfladen. Den vestlige ligger næsten på højde med Yecla og den nordlige ligger ca. 400-500 meter over havet og er den mindste, når det drejer sig om vinproduktion.